Charlotte

Jeg ved en del om min mor, af det hun og andre har fortalt mig, og selvfølgelig det jeg selv har oplevet på første hånd. Der er dog også en del jeg ikke ved, fordi hun har spillet med kortene tæt på kroppen og et godt poker-face. Jeg ved at hun havde været bortadopteret fra spæd, og år senere var blevet taget hjem sammen med sin storesøster, til at bo med deres biologiske mor, min mormor, Anni. Det har min mor, Charlotte, efter egen udtalelse, aldrig tilgivet Anni for. Alt hvad hun fortalte var om svige og smerte i hendes opvækst hos Anni. Hendes jalousi overfor hendes lillebror, Jack, som var en efternøler, med en anden far end Charlotte og Betina's.

Jeg ved at hun havde mistet sit første ventede barn. Jeg går ud fra at det var en ufrivillig abort. Jeg ved ikke hvor langt hun var henne, om det var en reel fødsel eller om det ”bare” var blod. Det var ikke noget hun talte om, eller som hun ville svare på, når man spurgte. Det næste barn var min storebror, Michael, som blev født med Sotos’ syndrom. Jeg ved, fra min pædagoguddannelse, hvordan det bringer især mødre i ”Den forbudte sorg”, og med de fortællinger jeg har hørt fra andre, der kan huske den tid, var min mor temmelig påvirket over det. Tre år senere fik hun min tvillingebror, Henrik, og jeg. Henrik var født meget lille og med svær astma og jeg blev taget ved kejsersnit, da navnestrengen var for kort. Det har jeg hørt for, resten af min opvækst med min mor. Hvordan hun så ud nu med ar, strækmærker, og æbleform. Hvordan jeg havde ødelagt hende. Der skulle jo ikke have været to. Der skulle have været én. En lille sund og rask dreng som hun kunne kalde Henrik, fordi hun ikke måtte bestemme at hendes efternøler lillebror skulle hedde det. Det har ikke været nemt. Tre børn, én med et fysisk/psykisk handicap, én der var undervægtig og ofte indlagt på sygehuset, alle tre med astma og jeg med allergi. ‌‌Jeg undskylder ikke min mors adfærd eller hendes valg hun har taget, i forhold til det mor-sår jeg er blevet pådraget. Jeg har besluttet mig at prøve at forstå hvorfor hun gjorde hvad hun gjorde, og hvad hun måtte have følt. Lidt som når man kiggere på forbrydere, mordere og seriemordere. Hvad førte til at de blev som de blev. Hvad har gjort at de tog de valg i livet som førte dem der til, og kunne det have været undgået.
Jeg vil våge den påstand at man altid har et valg, langt hen ad vejen. Visse ting kan man ikke ændre på, men man kan som regl altid vælge hvordan man selv vil handle på det. Kunne det have hjulpet Charlotte at gå til en terapeut, psykolog eller psykiater? Kunne det have hjulpet at gå i familieterapi med sin mor? Kigge sin opvækst efter i krogene og blive bevidst om sin oprindelse, få nye øjne på et ellers ensporet livssyn.

Jeg vil komme nærmere ind på min mor, og hvad jeg har lidt under, gennem min fortælling omkring min opvækst og opdragelse. Komme nærmere mit, hendes, og alle min families forgående kvinders mor-sår. Hvordan jeg gruer for om jeg kommer til eller har påført mine døtre mor-sår. At jeg håber det stopper ved mig.