Farvel og alligevel ikke...

For nogen går tiden i stå når de vinder i lotto. Andre når de står overfor dem de elsker. Sådan er vi alle forskellige, men lige for mig er det når én der stå mig nær, dør.

Polle, en kær og nær ven af min familie trådte af på sin helt egen måde. Han havde overrasket os før og rystet vores verden af frygt for hans liv, men han var stærk og kom stort tilbage. Og efter det var jeg ellers overbevist om at han ikke kunne dø før han var tæret af alderdom. Men jeg tog desværre fejl.

Jeg havde for kort tid siden på arbejde sagt til en kollega, at hun var mere naiv end optimist, og denne sætning rammer mig hårdt tilbage i hovedet. For siden jeg fik at vide, at Polle var faldet ned fra et tag, tænkte jeg kun på at han nok skulle overleve og at det ville være sjovt til sommer at se tilbage på det hele samt at han ligesom katten havde ni liv. Men han havde åbenbart brugt det sidste. Dette viser bare hvor naiv jeg selv er, og jeg hellere vil leve i håbet og troen på det bedre end i virkeligheden. For selv når jeg sidder her efter begravelsen, vil jeg ikke tro at han er væk fra os. Jeg sidder og venter på at høre at det hele bare var et marreridt og at intet af det er sket. Men så nemt er det ikke.
Ville give alt for at se ham en sidste gang, få en spytvask på min tatovering og høre ham sige noget igen. Jeg ved godt at det ikke kan ske, men i mine minder er der en smule af det.

Jeg prøver at være stærk men knækker hele tiden sammen. For han var og er stadig, en stor del af min opvækst. Alle de minder han har givet os, og alle de stunder han brugte sammen med os har betydet så meget for os alle. Han trådte til som en del af familien og jeg så ham som min onkel. En mand der ikke var bange for at træde til når der var brug for ham og som kunne give lidt igen når humøret skulle piftes lidt op.

Jeg kommer til at savne ham, og vil aldrig glemme ham for den han var.

“Her i nat jeg går til ro, lukker mine øjne to, for at se dig en gang til, og nå at sig’ pænt farvel”

Hvil i fred, Polle.