Min mormors skygger
Efter min mormor Anni’s død, arvede jeg en del koge- og bagebøger, samt husråds udklip fra magasiner, broderi projekter, sysager, knapper, lidt fotos, og en masse artikler som Anni havde revet ud og gemt. Det var her at jeg, gennem timevis af sortering, fik en anden fornemmelse af hvad min mormor måtte have været hjemsøgt af og aldrig fik udtrygt så jeg forstod det. Der var mange artikler hvis tema gik igen. Børn som var bortadopteret og søgte svar på hvorfor deres biologiske forældre ikke ville have dem, bortadopterede børn som senerer fik kontakt til deres biologiske forældre, biologiske forældre der havde bortadopteret deres børn og deres tanker og følelser herom. Der var artikler om kræft og død, dem der var blevet raske og som nu kæmpede for at få et godt liv efterfølgende. Folk med kroniske smerter og nogle om hvordan man kunne komme smerterne til livs. Artikler om sklerose, gigt, demens og overvægt. Tragedier, sorg, kriser, død, håb, overlevelse, men især om børn og om at de for alt i verden skulle have det godt. Det gav mig et billede af en kvinde som havde lidt, var forpint i stilhed, følte sig ”ikke god nok” og som skærmede det med styrke og stærke meninger om rigtigt og forkert.
Jeg havde mange brikker til puslespillet, fra hvad jeg havde hørt fra min egen mor, hvad Anni selv havde fortalt, hvad hendes mand Lars senere fortalte, og nu hvad alle disse ting og artikler fortalte mig.
Jeg vidste at hun i en tidlig alder, omkring 16 år, fik sit første barn og blev tvunget til at bortadoptere det. På fire år fik hun i altfire børn som alle blev bortadopteret. Finn i 1961, Betina i 1962,Morten i 1963 og Charlotte i 1964. Min moster og min mor fik hun dog tilbage, hvordan ved jeg dog ikke, og en del år senere fik hun sit femte barn, Jack i 1975/76.
Jeg tænker at det ikke har været nemt. Som ung mor mig selv, vedjeg en del om omverdens tvivl og bebrejdelse af én. Og som jeg fik det fortalt, var det vist ikke helt af egen fri vilje at hun bortadopterede sinebørn. Hendes mor, Esther, havde presset valget igennem, så vidt jeg er orienteret. Og det gjorde kun deres forhold mere besværet. Det hjalp heller ikke at Anniblev gravid kort efter den ene fødsel efter den anden. Var det planlagt, uagtsomhed, overgreb, eller hvorfor gik det sådan til? Jeg ved det som sagt ikke. Hun fortalte det aldrig til nogen, end ikke hendes seneste mand, Lars, som ellers lagde op til at hun burde se en psykolog og få forløsning på alt det fortrængte, som stadig spøgte og forvolde hende kvaler og lidelse.
Jeg ved at p-pillen først blev indført i 1966 i Danmark, og på kvinfo.dk står følgende;
”Sex, prævention og aborter
I 1960 er sex stadig et tabubelagt emne, og at blive uønsket gravid er en stor ulykke for de unge kvinder og mænd, det rammer. Hvis ”uheldet er ude”, ligger lovlig svangerskabsafbrydelse stadig 13 år ude i fremtiden. Samfundets holdning over for enlige mødre og børn uden for ægteskabet er stærkt fordømmende.
Risikoen for, at blive gravid, sidder derfor som en skræk i ryggen på de fleste kvinder. I en af de centrale historier i Bille Augusts biografhit ”Tro, håb og kærlighed”, der foregår i 1963, forelsker den 17-årige Bjørn sig voldsomt i den smukke Anna. Men han mister hende efter, at hun er blevet gravid og har fået en ulovlig abort. Dramaet viser dermed konsekvensen af manglende prævention og manglende adgang til lovlig abort.”
Og med tanke på at Anni var omkring 16 år da hun fik sit første barn i 1961, uden for ægteskab, må have kastet skam og skyld i familien, og ikke mindst haft sat sine spor i Anni. Abort var joikke lovligt og ildegale aborter dyre, for ikke at nævne livsfarlige. For mig er forklaringen de unges mangelfulde viden om deres egen krop fra A-Z, sex og prævention. Hvad de ikke ved kan de ikke handle på. Men efter to graviditeter burde der måske være opfattet et mønster hos de vordende forældre. Men var det så et bevidst valg, var det tvungen samleje med hendes daværende kæreste, overgreb eller noget helt andet? Jeg får aldrig svar på det, og det er også okay. Jeg ved at nogen ting betyder mere for en selv, og at man nødig vil fortælle om det eller lade sandheden komme frem. Men jeg ved også hvor meget det på længere sigt kan hjælpe med at løsne al den spænding og smerte som fortielsen forårsager. Alt usagt binder energi!