Mit mentale sammenbrud

Jeg havde brugt 3,5 år, på at uddanne mig som pædagog. Jeg blev færdig med gode karakterer, og en god mængde praksiserfaring gennem praktikker og vikar arbejde. Men der gik ikke mere end et halvt års tid, og så blev jeg ikke forlænget mere, hos min tidligere specialpædagogiske arbejdsplads. Jeg søgte og søgte. Kom til samtaler efter samtaler, men intet kom der ud af det. Og dog, med undtagelse af frustration, stress og listende depression. Men jeg havde ingen anelse om hvor truet min livskvalitet var. ‌‌Jeg havde fået et fingerpeg fra en tidligere kollega, om hvorfor jeg ved deres institution var blevet valgt fra. Jeg havde alle kvalifikationerne der skulle til, jeg var ung ung, blevet gift et par år forinden, og havde et barn på snart 6 år. Man tænkte at jeg måske snart skulle have et barn mere og på barsel. Så efter måneders søgen efter job, tog jeg en beslutning om, at hvis det var det jeg blev valgt fra på, og jeg ikke kunne få arbejde på grund af det, så kunne jeg lige så godt få det barn mere, mens jeg stadig var arbejdsløs. Så ville den udfordring da være ude af verden inden for et års tid. Men jeg tog fejl.‌‌‌‌ Da jeg var halvvejs i min graviditet (efteråret 2014), blev jeg sendt i aktivering i en børnehave. Jeg gjorde det så godt som jeg kunne, og efter 3 måneder, gik jeg til lægen med stærke smerter, og fik en sygemelding. Og på trods af opfordringer fra ledelsen om, at søge arbejde dér, når min barsel var ovre, så blev jeg ghostet af selv samme ledelse, da jeg flere gange henvendte mig.‌‌ Der var pres på fra jobcenterets side, i forhold til at finde arbejde, efter min barsel endte. Heldigvis fik jeg en midlertidig stilling på en skole, efter jeg gik rundt og afleverede uopfordrede ansøgninger hist og her. Jeg arbejdede der i ca. 8 måneder, men stadig uden reel chance for fast arbejde, ved jeg nu. Presset fra jobcenteret voksede kun som tiden gik, og jeg blev mere og mere ulykkelig og desperat. Og så kom sexchikanen. En kollega, jeg ellers havde et godt samarbejde med, som også spurgte mig til råds om løst og fast, omkring parforholds problemer, dét at være blevet førstegangs forælder, mv., lovede efter et par måneder guld og grønne skove (da vedkommende selvsagt "havde stor indflydelse på lederen"), hvis det også kom vedkommende tilgode. Jeg "indgik en aftale med djævlen" som man siger, dog med forbehold og etiske rammer. Hvilket ikke blev håndhævet af vedkommende. Det hele tog til og blev lige pludseligt mere end jeg havde regnet med, og selvom jeg var glad for arbejdet dér og ked af at jeg ikke blev ansat, var jeg egentlig lettet over ikke at skulle være der mere. Mest af alt på grund af ham. ‌‌ Jeg var dum, desperat og villig til at opgive næsten alt for at få et arbejde. Et rigtigt arbejde. Jeg stolede blidt på folk omkring mig, så meget at ulve i fåreklæder kom tæt på mig, og udnyttede mig. Med min egen tilladelse, trods følelsen af at gå over mine egne grænser. Og for ingenting. ‌‌ Jeg fandt et midlertidigt arbejde på en anden skole, ved hjælp af en tidligere kollega. Det gik bedre men her mødte jeg, hvad jeg vil mene var en sexistisk forfordeling. Jeg kunne ikke få omsorgsdage til at få mine børn til deres forskellige lægebesøg (øjenlæge og vacciner), jeg kunne ikke få fri en enkelt dag til at tage til mine børns institutioners forældreaktiviteter. Men en mandlig kollega kunne få fri til at få sig en tatovering, få fri for at komme sig over tømmermænd/en lang aften-nat, fri til en forlænget weekendtur. Selv da jeg blev syg, blev jeg bedt om at komme i behandling og komme hurtigt tilbage. Så mens jeg var i behandling, havde feber som blev slået ned med paracetamol, ekstra medicament til at fungere, og en fake overskudsagtigt udstråling/adfærd, gik jeg stadig på arbejde, da det eksplicit blev forventet af mig. Jeg fik ekstra timer i skoledelen som lærervikar, så der var nok at se til. Men efter sommerferien frafaldt mit midlertidige arbejde, og jeg fik et ultimatum af jobcenteret. Få flere timer som vikar, eller blive sat i aktivering (virksomhedspraktik og løntilskud). Jeg gjorde hvad jeg kunne for at råbe skolen op, og trods det, at jeg kunne høre på kollegerne der ude, at de manglede hænder, især faglige hænder, så skete der ingen ting. Jeg blev derfor sat i virksomhedspraktik hos et attraktionscenter.‌‌ Jeg skulle arbejde som receptionist. Stå ved kassen, holde orden i butikken, vareopfyldning, opvaskning, almen rengøring og vedligehold. Det virkede som et godt sted i første omgang. Det var langt væk, og jeg cyklede dagligt 22 km, ca. 5 dage i ugen. Da jeg overgik til løntilskud kom der flere ansvarsområder på. Jeg arbejdede som køkkenassistent, lavede mad, serverede, varetog store selvskaber, stod for den store rengøring når rengøringsservicen ikke var til rådighed, varebestilning, modtagelse af grupper, optælling af kasserne ved lukketid, IT-ansvarlig (Jeg var mere it teknisk en det øvrige personale, så jeg tog mig af hvad jeg kunne, og kontaktede udstillingsteknik udbyderen ved mere avancerede problemer.) Ud over alle de øvrige arbejdsopgaver, jeg havde fra da jeg startede.‌‌ Jeg søgte stadig arbejde imens, tog til samtaler og mødte ind til jobsøgningsdage på kommunen en dag hver anden uge. ‌‌ Tiden gik og jeg blev ansat på kontrakt. Jeg fik flere arbejdsopgaver. Det blev stressende og jeg blev mere og mere udmattet, som dagene gik. Igen oplevede jeg at jeg ikke kunne få fri til mine børns lægebesøg, ikke kunne få fri/møde senere til aflevering, besøg og/eller hentning i forbindelse med feriekoloni. Og da jeg blev spurgt til hvorfor jeg var ked af det en dag, efter jeg ikke havde set min ældste datter i over 14 dage, fik jeg at vide, at havde jeg spurgt om fri havde jeg fået det. Men det havde jeg jo, og jeg havde ikke kunne få fri eller bytte mig til andre vagter. Jeg havde bedt om ferie, som blev lagt, ud fra hvornår det øvrige personale havde fri. Jeg fik det godkendt og søgte feriepenge gennem kommunen. Men da min ferie nærmede sig, blev jeg sat på arbejdskalenderen alligevel. En anden kollega havde byttet sine ferieuger, og mine var derfor flyttet for at kunne få det til at gå op. Jeg gjorde min leder opmærksom på at jeg havde bestilt ferien gennem kommunen, efter hun havde godkendt den, og at jeg ikke måtte arbejde i de uger. Det tog mange forsøg og en "trussel" om at kontakte min fagforening omkring problemet, før der modvilligt blev gjort noget ved det. Hvad der de første par måneder havde virket som en god arbejdsplads, viste sig nu at være et dårligt arbejdsmiljø, med en ledelse som ikke anså deres medarbejdere som andet end brikker på en spilleplade, som skulle udnyttes til størst muligt udbytte. Og det var ikke kun mig. En anden kollega blev presset, stresset og udskældt så meget at vedkommendes depression blussede op igen. En anden med familiekrise og dødsfald, som gik i dyb sorg, og stadig skulle præstere 110%. Øvrigt personale som jeg senere fik at vide, fik psykiske følger, af den måde de blev behandlet på, det dårlige arbejdsmiljø og mange timer. Det blev til at trods det at jeg var ansat til 32 timer i ugen, arbejdede jeg tit over 40 timer. Jeg stod alene i skranken fra tid til anden, og nogle gange en hel dag. Jeg knoklede så meget, at jeg sov fra jeg kom hjem og til jeg skulle cykle afsted på arbejde næste dag. Jeg fandt mig i at blive skældt ud af ledelse som gæster og mine kolleger, jeg oplevede gæster der talte ned til mig, holdt fast i min arm, var truende og sexistiske. Men der var ingen hjælp at hente nogen steder fra. Jeg fik én ting at vide den ene dag, hvorefter jeg fik at vide at det nu var noget andet, og at det var lovligt at tænke selv. Jeg blev gaslighted i tide og utide. Jeg var til sidst følelses forladt udenpå og et knækket vrag inden i. En weekend blev det så slemt, at jeg om søndagen brød sammen. Jeg havde i ugevis, måneder, prøvet at råbe ledelsen op, men lige lidt hjalp det. Og nu stod jeg og fik angstanfald i mit eget hjem.‌‌ Det blev mandag morgen, og jeg havde aftalt med en anden kollega at jeg ville komme ind på arbejde, selvom det var min fridag, for at tale med min leder igen igen. Men jeg kunne ikke rokke mig. Jeg rystede, græd ustoppeligt, kastede op, jeg frøs og var bange. Men for hvad? Jeg kontaktede min fagforening, som bad mig kontakte min læge. Min læge sagde at jeg skulle sygemeldes omgående og til udredning ved en psykolog. Min fagforening havde min ryg, men hvad jeg troede på ville blive starten på en ny bedre hverdag, blev pludselig en kamp mellem arbejdspladsen og jeg. Og ikke nok med det, så trappede jobcenteret også til. Jeg blev underkendt hvorend jeg henvendte mig. Dog bortset fra min læge og psykolog. Jeg blev implicit kaldt en løgner, en doven og dårlig medarbejder. Jobcenteret ville ikke tage min sygemelding alvorlig, og trods det at min sygemelding blev sendt til psykiatrien for at få mig udredt så jeg kunne komme i behandling, fik jeg blot at vide af min sagsbehandler, at jeg ikke var rigtig syg og at jeg bare skulle komme i arbejde igen.
Selvmordstanker, kaos, bekymringer og utallige søvnløse dage, ingen appetit og derfor ingen mad, gjorde det hele meget værer. Omkring juleaften forsøgte jeg at tage mit eget liv, men noget gik galt. De næste par uger, indtil jeg endelig kom for en psykiater, gik med at min familie overvåge mig, sørge for at jeg fik sovet bare et par timer om dagen, fik lidt at spise og drikke, og ikke prøvede på noget med døden til følge igen. I januar 2019, fik jeg diagnosen, svær depression uden psykose, og kom i omgående behandling.