Det der blev den endelige begyndelse
Den 18. Januar 2021, står jeg midt i min største sorg. Min mormor, Anni, er døden nær efter et langt år med kræft for tredje gang. Hun var ikke til at genkende da vi så hende en sidste gang. Hvad der kun føltes som 10-15 minutter varede i mere end to timer. Jeg sad ved hendes side, holdt hende i hånden og kunne mærke alle de spørgsmål der havde trængt sig på i så mange år, jeg aldrig havde fået spurgt hende om, komme væltende og gjorde det endnu sværrer at være der. For hun kunne ikke svare. Hun lå der, uigenkendelig, i smerter, med små impulsive bevægelser. Om det var for at indikere at hun hørte mig eller om det bare var reflekser, ved jeg ikke. Og mit hoved vil helst ikke vide det. Min fantasi om at hun var der inde, bag det fjerne blik, var det eneste jeg kunne holde ud at tænke på, også selvom tvivlen kom mig i hælene. Jeg ville helst ikke fra hende. Jeg vidste godt at det var sidste gang jeg ville se hende, men jeg havde ikke lyst til at det var enden. Mit egoistiske jeg, ville ikke give slip, ville ønske at hun mirakuløst ville få det bedre og blive sig selv igen. Min fornuft vidste dog godt at hendes livslinje havde nået sin ende.
I konflikt med mig selv om at ville beholde min mormor og holde om hende til det sidste og mit ønske om at hun kunne få fred, ikke skulle være i smerter mere og få lov til at sove uden gener eller at vågne op igen, blev jeg knust indefra, men gjorde hvad jeg kunne for at holde facaden. Mine børn var der nemlig også. Iris på 12, var lige så ked af det som jeg. Hun nåede at have nogle gode år og dejlige oplevelser med Anni, og for hende var Anni ikke en oldemor, men hendes egen mormor. Arya på 5, var lidt forvirret. Hun kunne ikke genkende Anni og blev utryg og frustreret. Hun søgte omsorg og tryghed hos Lars, Annis mand, mine døtres oldefar. Begge klarede det dog godt på hver deres måde og fik sagt et sidste farvel, til den person der betød så meget for dem. Min mand, Dan, var der også. Han støttede og trøstede mig gennem det hele. Han gav mig plads til at mærke mig selv, og holdt om mig når jeg var ved at kollapse. Han fulgte mig skridt for skridt også selvom jeg sagde at han bare kunne gå i forvejen med børnene, da vi skulle op til Anni på hospitalet og på vej tilbage til bilen igen. Han var den faste klippe jeg havde brug for, mens jeg drev rundt på mit stormfulde følelseshav, som var ved at opsluge mig og drukne mig. Min morfar, Lars, havde fulgt os op til hende, og sad med os og tog sig af mine døtre mens jeg var helt opslugt i min overvældende sorg. Jeg kan ikke forestille mig hans tab, hans sorg og den smerte der har pint ham på daværende tidspunkt. Han virkede ikke følelsesforladt, tværtimod virkede han meget tapper og holdt sammen på sig selv alt det han kunne mens vi var der. Efter 20 års ægteskab, i medgang og modgang, tykt og tyndt, stod han nu overfor en ensom tilværelse som enkemand. I et hus med en enkelt kat tilbage. For ligesom Anni, havde deres hunkat måtte lade livet da hun blev syg.
Hele rummet var indhyldet at meningsløse, fortabte håb, ubetinget kærlighed og en fælles smerte. Men heldigvis var vi ikke alene i det. Vi var sammen, og det gjorde os stærke.
Den 19. Januar fik hun fred. På min bedste veninde, Cindies, fødselsdag. Endnu en dag på det stormfulde følelseshav.
Jeg havde skaffet mig bogen Min Mors Datteraf Tanja Fievé Eskesen, midt i COVID-19 nedlukningen i 2020, hvor jeg lå med et brækket ben. Egentlig med en masse tid til at læse, men hver gang jeg greb bogen blev jeg bange og lagde mig enten til at sove eller ligge og se meningsløse YouTube videoer. Jeg fik dog taget mig sammen og læste lidt dag for dag. Det var her jeg fik øje på den gentagende smerte fra generation til generation. Jeg, der havde et dårligt forhold til min mor, min mor som havde et dårligt forhold til sin mor, min mormor som havde et dårligt forhold til sin mor, og så videre. Et mor-sår som blev gentaget gang på gang, generation efter generation, og virkede til aldrig at få en ende. Men forhåbentlig ender det ved mig.
Jeg kender godt min egen historie. Jeg har levet den og mærket den på egen krop, og det kan ingen tage fra mig, også selvom andre siger at det ikke er sådan det gik til. Jeg har noget af min mors historie, og noget at min mormors historie, og kun ganske lidt om min oldemor. Men en ting går igen. Vi har alle et anstrengt og dårligt forhold til vores mor.
Fortsættes....