Min historie, del 1

Jeg har i mange år tænkt over hvor jeg kommer fra, hvem jeg er og hvorfor jeg er som jeg er.‌‌ Jeg har søgt svar hist og her, uden egentlig at finde ud af noget reelt om mig selv. Er jeg psykisk syg eller bare anderledes i forhold til andre? Er jeg HSP (highly sensitive person) eller bare sart og pivet? Er jeg introvert eller ekstrovert, eller måske en blanding? Er jeg det svageste led eller én af underdanmarks jægersoldater (Lisbeth Zornig Andersen, Lotus Turèll, og Mikael R. Lindholm), eller måske slet ingen af delene. ‌‌Jeg har det med at føle mig forkert og fejlplaceret. Maskeret for at passe til forskellige lejligheder, for som kamelionen at blive en del af mine omgivelser og bare forsvinde udadtil, mens jeg inden i skriger og græder, fordi jeg ikke føler mig ægte, ej heller med følelsen af tilhørsforhold. ‌‌Men det skulle snart ændre sig.

Året var 2020. Corona-pandemien var godt igang med sit indtog, og jeg havde rigeligt at se til. Det vil sige, jeg var langtidssygemeldt med en svær depression, og var da også i så god bedring, at lokal psykiatrien var ved at være klar til at give slip på mig. Ikke raskmelding, men i så god bedring, at jeg burde kunne klare resten selv. Min mormor dog, havde haft det dårligt længe og blev undersøgt tit og ofte for diverse, men det var kun blevet værre. Hun ringede engang i marts og talte om at det nok var galdesten igen, men jeg anede uråd. Og med god grund. Efter et par uger ringede hun med tunge nyheder. Det var kræft. Igen. Hun havde tidligere haft brystkræft i sit ene bryst, senere i det andet, og havde begge gange gennemgået kemobehandling og var begge gange erklæret rask efterfølgende. Men det var i den tid hvor jeg ikke havde kontakt til hende. Nu var jeg 29 år og havde haft kontakt med hende i lige knap 15 år.  Jeg blev knust, men fortalte hende at jeg ville støtte hende lige gyldigt hvilket valg hun tog. Behandling eller ingen behandling. Det så sort ud. Vitale organer var ramt. Hun ville ikke i behandling. Hun lød nærmest angst. "... jeg holder ikke til det, Helene, det gør mig så dårlig og det gør så ondt. Jeg vil ikke igennem det igen. Jeg har haft et langt liv og nu er det slut." Det rungede i mit hovede og jeg sagde blot, at jeg forstod hendes valg og at jeg ville støtte hende så godt jeg kunne. Hun lød lige pludselig tvivlende, men forsvarede hendes valg, som om jeg havde forsøgt at tale hende fra det. En uges tid senere ringede hun igen. "Jeg har valgt at gå i behandling. Jeg gør det for Ida's og din skyld. Og pigerne (Iris og Arya)," hendes stemme rystede og hun virkede ked af det. Tapper, men ked af det. Jeg fortalte at hun ikke skulle gøre det for nogen andens skyld end sin egen. Det var hende der skulle gennemgå det helvede, som hun havde beskrevet kemobehandlingen som. Det var hendes liv, hendes krop, hendes valg. At jeg selvfølgelig inderligt ønskede at hun fik det bedre, om det så var med behandling eller om hun fik fred for livet, men at jeg ikke ville bede hende gøre noget der ville gøre hende ondt. Hvis hun ville gøre det, skulle det være for sig selv. Fordi hun troede på at det ville blive godt igen, at hun havde kræfterne til at kæmpe. Vi talte meget frem og tilbage om det, og hun var nu fast besluttet.
Den 18. april, havde mormor og Lars været forbi for, forsinket at fejre Arya's fødselsdag. Det var en overraskelse, da mormor ikke vidste om hun havde kræfter til at komme eller ej. Jeg havde lovet ikke at gøre noget stort ud af det, også for ikke at skuffe Arya. Det gik godt efter min mening. Havde ikke nået at gøre hovedrent, men fik bagt og dækket op på taressen med kaffe, kage og saftevand. Arya åbnede gaver og jeg fik papir og billeder til sortering. Mormor havde ondt og fik stærkt smertestillende. De blev en lille time før de drog hjem ad.
Ugen efter, som et lyn fra en klar himmel, ringede hun og skældte mig hæder og ære fra. Hun skammede sig over mig, den måde jeg havde valgt at leve på (polyamorøst), at vi havde et pride-flag i flagstangen, at hun syntes jeg virkede ligeglad med at hun var der. At huset så kummerligt ud og var sundhedsskadeligt efter hendes mening. Og hvis jeg ikke gjorde noget ved det hele ville hun melde os. Få pigerne tages fra os. Jeg var knust og hvad der føltes som en evighed, varede kun tre minutter. Jeg kontaktede min bedste veninde og fortale hende hvad der var sket og spurgte til hvad jeg kunne gøre. Jeg skrev ned, forberedte mig og ringede mormor op om aftenen. Jeg klarede samtalen, med støtte fra Dan og Bo (min mand og kæreste) ved min side, tavse, og jeg fik sagt at trods jeg var ked af det, så var jeg ikke vred og hadede hende ikke. At jeg ville tage alt hvad hun sagde til eftertanke.
Det var så hårdt. Men tænker at det har været hårdere for hende. At være død-syg, tvivle på hvor lang tid hun havde tilbage, alle de smerter hun havde, og selve opkaldet, der i retrospekt virkede som et forsøg på at skubbe mig væk. Jeg tilgav hende, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at oppe indsatsen hjemme. Det gik da også godt i nogle måneder. Indtil jeg brækkede benet, sidste dag i august. Helt tragikomisk, efter at lokal psykiatrien havde givet slip på mig, og jobcentret havde haft mig til samtale om at raskmelde mig og sætte mig i 37 timers arbejde inden for et par uger. På trods af at der var en anden anbefalet fremgangsmåde fra psykiatrien som var blevet aftalt med jobcenteret, inden de gav slip på mig. Det gjorde ikke tingene bedre. Heller ikke oveni, at mormor havde fået det værre og nu var erklæret terminal. Hun ville have haft mig til at bære hendes kiste, når hun skulle begraves, men det var udelukket nu. Ikke fordi jeg ikke ville, og jeg håbede da også at hun levede til efter mit ben var helet op, men sådan gik det desværre ikke. Efteråret kom farende, jeg blev sengeliggende i nogle måneder, for så at begynde til vedligeholdende fysioterapi. Jeg nåede at se mormor i november engang, i forbindelse med Iris' fødselsdag. Så kom julen, som kun bestod af få korte telefonsamtaler. Det næste opkald jeg fik, var fra Lars d. 17. Januar. Det var nu eller aldrig havde han sagt. Og jeg var ingen lunde nær at være funktionsdygtig nok til at bære hendes kiste, ej heller til at holde til hele turen der op, uden gener og stærke smerter i benet hvor stativet sad og gnavede i kød og knogle. Jeg kunne heller ikke forestille mig hvor hurtigt tiden var gået og hvor hårdt det havde taget på mormor. Men det fik jeg øje for d. 18. Januar.