Mit brev til mine forældre, bl.a.

Søndag d. 3. juni 2012 kl. 13.10, oprettede jeg det sværeste dokument jeg nogensinde har skulle skrive. Jeg havde endda startet med forskellige drafts allerede tirsdag d. 29. maj 2012, men efter mange forsøg og omformuleringer den uge, blev brevet endelig til dét jeg ville sige, som jeg havde haft så svært ved at få igennem i en samtale med mine forældre, især min mor. Jeg havde min bedste veninde, Cindie, i ryggen, som støttede mig 100% fra første tanke herom, og til det sidste punktum var sat. Det gør hun stadig den dag idag, men heldigvis er der ikke de samme udfordringer og problemer som for 10 år siden. Jeg havde en klump i maven da jeg printede brevet, puttede det i en konvotul, sammen med nøglerne til deres hus og udhus, skrev navn og adresse på og frankerede det. Det var først da brevet var smidt i den røde postkasse, at klumpen forsvandt og lættelsen satte ind. Jeg gjorde endelig noget godt for mig selv, som jeg skulle have gjort for længe siden, og som den dag idag stadig er den rigtige beslutning for mig.

Dette er min begyndelse på et bedre liv for mig selv og min lille familie.
Det her er mit brev:

"Kære Lotte og Per

Jeg har bestemt mig for at skrive dette brev til jer på grund af, I troppede op foran min dør mandag d. 28/5. Den opførsel viser mig tydeligt, at I ikke har forstået hvad jeg har prøvet at give udtryk for igennem længere tid. Derfor har jeg valgt at forklare mig selv i et brev, så jeg kan formulere mig rigtig og få dét ud som jeg har på hjertet.

Først og fremmest vil jeg gerne forklare hvorfor jeg ønskede at tale med dig (Lotte) i fællesskab med en tredjepart (en familieterapeut).  Jeg har mange spørgsmål og ting jeg undrer mig over, som jeg gerne ville have svar på fra dengang med Kim. Men det er for svært for mig at få det formuleret uden støtte fra en tredjepart. Når det bliver for personligt for mig, begynder jeg at græde og så for jeg ikke sagt det jeg ønsker. Det som jeg ønskede at får styr på hos familie terapeuten var: Til tider føler jeg ikke at du (Lotte) virker støttende omkring de valg jeg har taget eller omkring de følelser jeg har. Jeg føler ikke du giver plads til andre omkring dig, når du taler ind over en, retter på en eller ignorerer ens forslag.  Som du ved, har jeg oplevet nogle ting som ingen burde opleve og det vil altid følge mig resten af mit liv og det har jeg affundet mig med. Men det føler jeg ikke du har, når du beder mig om ikke at tale om det mere og det sårer mig dybt. Jeg ved godt at I begge har hver jeres oplevelse af hvad der skete dengang, men jeg er i tvivl om hvor vidt I kan forstå at jeg, som jeres datter, har brug for jeres støtte når jeg fortæller hvordan jeg oplevede det, nu da I er mine forældre. I skulle give mig tryghed og en følelse af at være elsket lige meget hvad der sker og det har jeg ikke haft følelsen af I har givet mig.

Jeg har behov for at snakke om fortiden, så alt det der er sket, kan falde på plads i mit hoved og jeg kan få lidt ro.

Jeg har behov for at kunne få svar på spørgsmål, når jeg bliver i tvivl om jeg husker rigtigt eller når jeg kommer i tanke om noget, som jeg ikke kan får til at stemme overens med min opfattelse af hvad der skete dengang med Kim og retssagen.

Jeg har behov for at føle I støtter mig, og at I virkelig ønsker at hjælpe mig med at finde svar på mine spørgsmål.

Jeg har behov for at I viser tillid til mig og anerkender at jeg er på vej til at være voksen nok til at kunne træffe valg, som er rigtige for mig. ( selv om I ikke synes om dem, forventes der anerkendelse og respekt overfor MIT valg, samt at I støtter mig i mine valg)

Som du (Per) nævnte i din tale til vores bryllup, ønskede du at se mere til os. Dertil vil jeg sige at det kræver et hyggeligt miljø og et ønske om et fællesskab, for at andre ønsker at være sammen med en. Hertil mener jeg at I ikke skal skælde mig ud, hvis jeg siger eller gør noget forkert, men forklare mig det i et stille toneleje, indtil jeg forstår hvad der er forkert.

I får mig ofte til at føle mig angrebet af jer og efter samtaler med jer, har jeg ofte følelsen af ikke være god nok eller at jeg er et dårligt menneske. Så i mine øjne er det klart jeg ikke føler trang til at opsøge jer noget oftere, når I ikke skaber glæde omkring jer.

Jeg føler I er respektløse overfor min egen familie, når vi er på besøg. I lytter ikke til hvad de siger eller ønsker, samt det virker som om I overser at de også har et behov for anerkendelse som mennesker.

Jeg føler ikke I giver mig plads til at være mig selv, hjemme hos jer, i stedet for, får I mig til at føle mig lille og ubetydelig. Jeg føler til tider at jeg er en belastning for jer og det gør mig meget ked af det.

Jeg føler ikke I lytter til hvad jeg siger og det virker sjældent som om I prøver at forstå mig.

Jeg har med tiden lært og set tilstrækkeligt i mit studie og blandt mine venner, om hvordan man kan skabe en dejlig atmosfære i fællesskab, til at jeg er nået til konklusionen at vores familie behøver hjælp udefra, til at komme på rette kurs. Det kræver at I indser, at der har været et bånd i mellem os som er blevet brudt og det skal der arbejdes på at få skabt igen. Vi skændes mere end vi taler sammen. Mig, som er jeres datter, er blevet hende du (Lotte) ringer til når du har behov for at tale nedladende om andre i familien, og det ønsker jeg ikke at stå model til. Du er min mor og mødre bør støtte og beskytte deres børn, ikke belaste dem unødigt med deres egne problemer.

Båndet mellem mig, som jeres datter og I, som mine forældre, havde jeg en drøm om at kunne gendannet i fællesskab med hjælp af en terapeut, så jeg kunne få tryghed hos jer igen.  Jeg står uforstående over for jeres reaktion på mit forslag, men tænker at det er jeres valg, nu har jeg i det mindste prøvet på at gøre noget for at vi kunne blive en nogenlunde fungerende familie igen.

Det er derfor jeg nu føler mig presset til at tage styringen af mit eget liv, og erkende at det som jeg har behov for i en familie, kan jeg ikke få af jer, når I ikke vil indse vi har et problem sammen.

Jeg føler at jeg har vigtigere ting at kæmpe for, end en familie i splid, som kun ser deres egne behov og som ikke kan se de skaber flere problemer for sig selv.

Jeg har selv en familie jeg skal stå til rådighed for, et studie at gennemføre og venner som tydeligt værdsætter mig.

Jeg har meget brug for den energi som jeg bruger på vores familieproblemer, til at skabe et stabilt og trygt hjem for mig selv og min familie. Derved mener jeg, at jeg har behov for at give mig tid til at tage mig af mig selv og min familie, i stedet for at ligge vågen over vores skænderier og jeres problemer. Det føler jeg bedst jeg kan gøre, når jeg siger at jeg ikke ønsker at have jeres problemer i mit liv længere. Så fordi I ikke virker som om I vil erkende der er et problem og lytte til mit løsningsforslag, har jeg set mig nødsaget til at trække mig fra denne familie. Dette valg har givet mig en god følelse inden i, af lettelse for at slippe af med noget som har fyldt alt for meget de sidste par år i mit liv.

Når alt det er sagt vil jeg bede jer om ikke at opsøge mig, ringe eller skrive til mig mere. I skal ikke kontakte Dan eller Iris på nogen måde. I vil sikkert syntes det er uretfærdigt at I ikke må se jeres barnebarn, men når I ikke kan få det til at fungere med mig, hvorfor skulle I så kunne med Iris. Jeg har valgt at gøre det her for at beskytte hende, så hun ikke skal opleve den samme behandling som jeg har fået. Jeg tænker at I sikkert ikke kan forstå det, men som jeg har prøvet at forklare i dette brev, føler jeg simpelthen at dette er min sidste mulighed, for at få et mere roligt og stabilt liv, uden alle problemerne, som jeg føler vi skaber for hinanden. Jeg forventer at I lytter og respekterer mit valg. Jeg vil ikke være en del af noget, som ikke er sundt for mig og der går ud over min egen lille familie. Desuden skal I ikke tænke på hvad I skal gøre med mine ejendele hjemme hos jer. De er objekter, døde ting og betyder intet for mig, så det må i meget gerne skille jer af med, uden at kontakte mig. Dette brev omhandler ikke mine brødre. Hvis de ønsker at have kontakt med mig og min familie er de velkomne.

Hilsen Helene."

Og på trods perioder med stilhed, kom et af utal af forsøg på at kontakte mig via bla. sms, opringninger, breve og mesenger beskeder, gennem min farmor, min faster, min kusine, mv. Det blev så invaderende at jeg blev nød til at involvere politiet i november 2021 og spørge om hjælp. Det affødte denne sidste besked til min kusine, som jeg ellers havde forsøgt at få en relation til, efter min mormors død.

"Hej Maria. Jeg må indrømme at jeg er skuffet og har mistet modet til at opbygge denne relation. Jeg ved at du har talt med Charlotte, da hun har sendt et brev angående at få udleveret det samme som du efterspurgte. Og hvem end der er talerør for den anden, er irrelevant for mig. Jeg ved fra Anni at, før hun døde, forsøgte at få kontakt til alle hendes børn og også dig og din søster. Men der var ingen respons. Derfor overlod hun tingene til mig. Det var ikke hendes ønske at I skulle have noget, når I ikke ville hende da hun stadig var i live. Og derfor har jeg besluttet, at intet mere af min arv forlader matriklen. Jeg håber du sætter pris på de billeder af din mor jeg sendte dig, og fremadrettet ønsker jeg at blive ladt være i fred af dig og ikke mindst min mor! Hvilket hun godt selv ved! Bliver dette ikke efterlevet er jeg nødsaget til at involvere politiet. Jeg ønsker dig det bedste. Farvel."

Jeg havde også tidligere selv forsøgt at få kontakt til min tvillingebror, men det affødte kun denne korte udveksling:

d. 5/11 2018

"Mig: Hej Henrik.
Jeg kan forstå hvis du stadig ikke vil tale med mig, og det er ok. Men hvis du ændre mening, så ved du hvor du kan finde mig.

Henrik: Som nævnt sidst vi snakkede sammen, så er vi først på talefod igen når vores forældre har fået en undskyldning. Det står jeg stadig ved.

Mig: Hvad er det du mener jeg skal undskylde for?! Hvis vores kommunikation afhænger af min kommunikation med vores forældre, så er det her en blindgyde. Jeg har ikke noget at undskylde og jeg står ved mit valg. Men kan se at det var dumt at skrive til dig."

Jeg kan kun konkludere at jeg er bedre tjent uden dem.